Kære ejere, gudmor, direktører, partnere, medarbejdere hos Skansi Offshore, værftsrepræsentanter - mine damer og herrer!
Det er med stor glæde - og ikke mindst stolthed - at jeg som repræsentant for Færøernes Landsstyre deltager i modtagelsen af rederiets 5. supply-fartøj.
Vi samles om en positiv og konstruktiv begivenhed - og den peger fremad for alle, der deltager. Det er godt, og i kan være helt sikre på, at denne delen af jobbet er noget, man som minister sætter stor pris på.
Som minister for næringslivet på Færøerne er det min rolle at etablere så gode og stabile rammer som muligt for vores virksomheder. Det skulle gerne give et godt udbytte - både for virksomhederne og for samfundet som helhed.
Netop i disse dage arbejder vi politikere med at tilpasse driften af vores samfund til den økonomiske virkelighed, vi befinder os i. Tilpasningen kræver besparelser og effektiviseringer i den offentlige sektor. Men balancen skal også opnås via større indtægter - helst uden at skattetrykket øges!
--------------------------
Jeg er meget taknemmelig for at kunne være til stede i dag og give mit bidrag til en mindeværdig og højtidelig dag her i Stavanger.
Dét vi oplever i dag er intet mindre end et konkret eksempel på den omstillingsparathed og innovation, som vores land skal bygge på, når vi skal skabe vækst og skabe nye erhversmuligheder.
Skansi Offshore har endnu engang vist, at man ved målrettet indsats og langsigtede prioriteringer indenfor bæredygtighed, sundhed, sikkerhed, pålidelighed og effektivitet når de satte mål.
I er nogle af de bedste ambassadører for Færøerne. I har formået at markedsføre Færøerne og det færøske flag og ikke mindst de færøske maritime kompetencer. Det, at Kongsborg, Tórsborg, Sjóborg, Sæborg og Eldborg er indregistrerede i det færøske internationale skibsregister og opererer i offshore har umådelig stor samfundsøkonomisk betydning.
Skansi Offshore har med base på Færøerne formået at sikre en arbejdsstyrke af erfarne og højt kvalificerede søfolk, som yder pålidelig og sikker levering af tjenester til international offshore olie og gas efterforskning og produktion.
I besidder viljen til omstilling og evnen til at tænke innovativt – hvilket er forudsætningen for vækst.
Jeg vil i dag fremhæve, at rent erhvervspolitiskt lægges der stor vægt på forøget vækst og – produktivitet. Dette i særdeleshed indenfor de maritime erhverv, hvor vi har en speciel styrkeposition. Færøske offshore virksomheder –og specielt Skansi Offshore er umådeligt dygtige til at rekruttere og ansætte dygtige og kompetente medarbejdere med indgående viden om det maritime erhverv.
Der hersker ingen tvivl om Færøernes styrkeposition med hensyn til de maritime erhverv. Erhvervs- og søfartspolitiskt er der sat fokus på, at Færøerne skal være et maritimt kraftcenter, ikke mindst når det gælder det arktiske potentiale.
Der er dog mange udfordringer forbundet med at lægge den rette strategi. Blandt andet skal vi markedsføre Færøerne i større grad og samarbejde på tværs af faglige grænser for at kunne udnytte det voksende søfarts- og erhvervspotentiale i Arktis.
Isen smelter og åbner op for nye sejlruter og en mere differentieret søfart. Samtidig vil der opstå nye muligheder for at udvinde råstoffer og energi.
Dette vil på sigt medføre en øget efterspørgsel efter specialviden og teknologiske løsninger. De særlige forhold vedrørende sejlads i det Arktiske område vil højst sandsynligt afføde en række udfordringer og give stort vækstpotentiale og innovation indenfor flere erhverv – dette både indenfor sikkerhed, industrielt design, teknologi og maritime serviceydelser. De nye og øgede vækstmuligheder må dog aldrig indfries på bekostning af vores kompetente og dygtige søfolk og det sårbare havmiljø.
Da offshore branchen er i stor vækst, oplever vi allerede på nuværende tidspunkt en støt stigende efterspørgsel efter kvalificeret arbejdskraft. Det er et paradoks – men faktum er, at offshore branchen mangler kvalificeret arbejdskraft.
Spørgsmålet er – hvordan kan man imødekomme offshore branchens behov for kompetencer.
Det er en erhvervspolitisk opgave at være behjælpelig med at sikre, at vi har kompetent arbejdskraft til at løfte de mange opgaver inden for offshore. Vi kan ikke lade stå til og bremse mulighederne for vækst på grund af mangel på kompetent og kvalificeret arbejdskraft.
Vi skal se de mange muligheder både i Arktis og i offshore branchen og handle derefter.
Målet er at få skabt mere vækst og flere job i det maritime erhverv. Det mål skal vi sammen sætte os for at nå.
Jeg ser frem til at fortsætte samarbejdet!
Held og lykke og Herrens rige velsignelse ønskes jer med dette nye enestående skib og med hele jeres virksomed. Tak for jeres store indsats! Tak for, at I er gode ambassadører for jeres land! Og tak for, at min hustru og jeg fik mulighed for at være til stede her i dag.
Tak!